Mangler jeg disciplin omkring mad, hvis jeg overspiser? Nej, det er en myte
Jun 09, 2026"Jeg mangler bare disciplin." Den sætning har de fleste, der kæmper med overspisning, sagt til sig selv flere gange, end de kan tælle. Den dukker op efter en aften, der gik galt, og lægger sig som en sten i maven næste morgen.
Men hvis du kan styre dig gennem alt det andet i dit liv, så er disciplin ikke det, du mangler. Det er en af de mest skadelige myter i hele dit forhold til mad, og den holder dig fast i mønstret.
I dette blogindlæg ser vi på, hvorfor du kan styre dig hele dagen og alligevel miste kontrollen om aftenen, hvad restriktion faktisk gør ved krop og hjerne, og hvad du kan gøre i stedet for at presse hårdere.
Hvorfor du kan styre alt andet end maden
Tænk over alt det, du faktisk har styr på. Du holder deadlines. Du betaler regningerne til tiden. Du får børnene i seng og ordner hundrede ting på en dag. Dét er et pres, mange andre ville segne under.
Et menneske, der kan gøre alt dét, har ikke et disciplin-problem.
Og alligevel står du der om aftenen med den tomme pose i hånden, efter en dag hvor du ellers var "god".
Sandheden er: Hvis overspisning handlede om viljestyrke, havde du vundet for længst. Når disciplin om dagen igen og igen vender til kontroltab om aftenen, peger det ikke på en svag karakter. Det peger på, at den struktur, du følger, leder til et resultat, du ikke ønsker.
Restriktion skaber to drivkræfter for overspisning
For at forstå hvorfor, skal vi se på, hvad restriktion gør ved os. Det skaber to drivkræfter, en biologisk og en psykologisk, og de arbejder begge imod dig, der gerne vil stoppe med at overspise.
Det biologiske drive
Når kroppen over tid får mindre energi, end den har brug for, reagerer den. Den skruer op for sulten. Den dæmper mæthedsfornemmelsen. Den gør dig hyperfokuseret på mad. Det er ikke en svaghed. Det er biologi, der er skabt til at holde dig i live.
Og det er veldokumenteret. I et af de grundigste studier i sult, vi har, halverede forskere kalorieindtaget for en gruppe raske, viljestærke mænd i et halvt år. Det, der skete med dem, er præcis det, mange kvinder oplever i dag: De fik konstante tanker om mad. De mistede interessen for ting, de før brændte for. Flere begyndte at overspise i smug, efterfulgt af dyb skam og kompenserende adfærd.
Det var psykisk raske mænd med masser af viljestyrke. De manglede ikke disciplin. De var i kalorieunderskud. Og din krop kender ikke forskel på et forsøg fra dengang og en slankekur i dag. Underskud er underskud, og drivet til at spise mere er det samme.
Det psykologiske drive
Det andet lag er psykologisk. Det forbudte fylder mere. Når du fortæller dig selv "jeg må ikke spise kage", bliver kage præcis det, hjernen ikke kan slippe. Forbud øger fokus, det fjerner det ikke. Derfor ender en dag med stramme regler så ofte med, at tanker om alt det, du ikke "bør" spise, fylder alt.
Paradokset, der holder dig fast
Her er det, der gør myten om disciplin så farlig: Hvad gør de fleste efter en overspisning? De strammer op. Laver en ny plan. Beslutter at have mere disciplin næste gang.
Med andre ord går de tilbage til den restriktion, som var udgangspunktet for hele overspisningen. Det, du gør for at kompensere for overspisningen, er altså præcis det, der skaber den næste. Jo hårdere du holder igen, jo længere svinger kontrol-kaos-pendulet i den modsatte retning, når muligheden byder sig.
Du kan ikke disciplinere dig ud af noget, som din biologi er designet til at få dig til at gøre. Og du kan ikke kontrollere dig ud af et mønster, der bliver holdt i live af kontrol.
Hvad du kan gøre i stedet
Det første skridt er ikke at presse hårdere. Det er at lægge skylden fra dig.
Hver gang tanken "jeg mangler bare viljestyrke" dukker op, så prøv at stille et andet spørgsmål i stedet: hvad nu, hvis problemet aldrig har været mig? Når du holder op med at se aftenkaos som en personlig fejl, holder du op med at nære den skam, der sender dig tilbage i restriktion. Og dér begynder vejen videre.
Lyt til hele episoden
Jeg har lavet en hel podcast-episode om netop den her myte. Den går i dybden med, hvorfor disciplin ikke er problemet, og hvad der egentlig sker, når dagens kontrol vender til aftenens madkaos.
Lyt til episode 2 af Slut Fred Med Mad – Om Madro & Kropsro.
Du finder den også på Spotify, Apple Podcasts eller via pod.link/1896842156.
Er det her nyt for dig, så start gerne med at forstå selve mønstret i mit indlæg om overspisningscirklen. Og vil du forstå, hvorfor det især er om aftenen, det hele vælter, så dykker mit gratis webinar "Derfor overspiser du om aftenen" ned i præcis det. Tilmeld dig her.
Ofte stillede spørgsmål
Mangler jeg viljestyrke, når jeg overspiser? Nej. Hvis du kan navigere dig gennem en travl hverdag, mangler du ikke disciplin. Overspisning er et forudsigeligt svar på restriktion, ikke et tegn på en svag karakter.
Hvorfor kan jeg styre mig hele dagen, men ikke om aftenen? En dag med kontrol og restriktion lægger pres på krop og psyke. Aftenen er ofte det øjeblik, hvor forsvaret er lavest og presset finder sit afløb. Det er biologi og psykologi, der følger restriktion, ikke manglende selvkontrol.
Gør slankekure overspisning værre? For mange ja. Restriktion skaber både et biologisk og et psykologisk drive mod mad. Jo strammere kontrollen er, jo kraftigere svinger pendulet mod kontroltab.
Kan jeg træne mig til mere disciplin omkring mad? Mere disciplin er sjældent løsningen, fordi kontrol er en del af det, der holder mønstret i live. Vejen videre starter med at slippe selvbebrejdelsen og se cirklen udefra.
Amanda Louise 💛