Hvorfor tænker jeg på mad hele tiden?

Sep 16, 2026
Amanda Louise sidder i en sofa med en kop kaffe i hænderne i dagslys.

Tænker du på mad hele tiden? Så er du langt fra alene, og det har sjældent noget at gøre med, om du er madglad, eller hvor meget selvdisciplin du har. Konstante tanker om mad er i de fleste tilfælde et signal fra din krop om, at den ikke får nok i løbet af dagen. Jeg kalder det madstøj, og i denne artikel får du forklaringen på, hvor den kommer fra, og hvad der reelt hjælper med at dæmpe den.

 

Sådan lyder madstøj

Du sidder til et møde og lytter kun halvt, fordi du sidder og tænker på, hvad du skal have til frokost. Du står i supermarkedet og bruger uforholdsmæssigt lang tid foran hylderne. Du spiser aftensmad og tænker allerede på, om du "må" tage noget bagefter. Du ligger i sengen og fortryder noget, du spiste i dag, og planlægger, hvordan du kan kompensere for det i morgen.

Det er madstøj. En konstant, lavmælt baggrundssnak om mad, der kører hele dagen, og som tager en stor del af din energi.

 

Hvad er madstøj?

Madstøj er alle de tanker om mad, der kører rundt i hovedet. Hvad du må, hvad du ikke må, hvad du skal spise senere, hvad du fortryder. Mange tror, at det handler om, at du er madglad eller endda "madafhængig". At det er dig, der "bare er sådan". Nogle skammer sig over det, fordi det føles som en fristelse, de konstant skal kæmpe imod, og de kan ikke forstå, hvorfor andre tilsyneladende ikke tænker på at spise hele tiden.

Men madstøj er sjældent et karaktertræk. Det er oftest et sultsignal i forklædning.

 

Hvorfor tænker jeg på mad hele tiden? Den korte forklaring

Din krop har et indbygget overlevelsessystem til perioder, hvor der ikke er mad nok. Og dets vigtigste opgave er at sørge for, at du får nok energi. Når du over tid spiser mindre, end du har brug for, reagerer dette system ved at flytte din opmærksomhed hen på det, der kan løse problemet: mad. Mad bliver mere interessant, mere tillokkende og sværere at ignorere.

Det er præcis samme mekanisme, som når du er tørstig og pludselig lægger mærke til lyden af rindende vand alle steder. Kroppen laver ikke fejl her. Den gør præcis det, den er bygget til.

Og denne mekanisme er ligeglad med, om energiunderskuddet er bevidst eller ej. Om du er "på kur", eller om du bare har travlt og lever af kaffe det meste af formiddagen. Kroppen registrerer det samme: der mangler noget.

 

Men jeg spiser jo nok?

Det er den indvending, jeg hører oftest. For de fleste, der kæmper med madstøj, er overbeviste om, at de spiser rigeligt. Måske endda for meget.

Det, vi ser, når vi kigger på hele døgnet, er noget andet. Ofte er mønsteret således: Morgenmaden udskydes eller springes over. Frokosten er "fornuftig". Eftermiddagen bliver klaret på kaffe og viljestyrke. Og så kommer aftenen, hvor det hele vælter, og hvor de spiser så meget, at de bagefter konkluderer, at de har problemer med madstøj, overspisning eller madafhængighed.

Men aftenens overspisning er ikke problemet. Aftenen er kroppens svar på dagens underskud.

 

Hvorfor madstøjen bliver værre, jo mere du prøver at styre den

Her kommer det, der overrasker mange: når madstøjen bliver for meget, og aftenen er endt i kontroltab, beslutter de fleste sig for at "stramme op". Spise mindre. Skære ned på alt det "usunde". Det føles som den mest fornuftige, logiske reaktion.

Men hvis madstøjen er kroppens svar på et underskud, hvad sker der så, når du gør underskuddet større?

Præcis. Madstøjen bliver højere. Du fodrer det mønster, du prøver at bekæmpe. Det er derfor, mange kvinder kan tænke på mad konstant i årevis, selvom de gør alt det "rigtige". Ja, faktisk ser jeg ofte, at jo bedre de er til at styre sig, jo mere madstøj beskriver de.

 

Hvad dæmper madstøj?

Det korte svar er: nok mad, tit nok. Tryghed omkring mad kommer af, at kroppen oplever, at der kommer nok, regelmæssigt. Når den tryghed er på plads, har kroppen ikke længere brug for at få dig til at tænke på mad hele tiden.

Her er tre steder, du kan starte:

1) Læg mærke til, hvad du reelt spiser før sidst på eftermiddagen. Ikke for at føre et stramt kalorieregnskab, men for at se mønstret. Mange opdager, at deres indtag i løbet af dagen er meget mindre, end de troede.

2) Svar på sulten, når den kommer. Er du sulten kort efter et måltid, så spis noget. Ikke efter du har vurderet, om du "burde" være sulten. Din sultfornemmelse er ikke i stykker. Den indikerer et behov for mere energi.

3) Gør dine måltider tidligere på dagen mere mættende. Tilføj noget frem for at trække fra. Det er her, madroen bliver bygget.

 

Det vigtigste at tage med

Konstante tanker om mad er ikke et bevis på, at du mangler viljestyrke, er afhængig af mad eller særligt madglad. De er signaler fra en krop, der beder om det, den mangler. Når du begynder at svare på tankerne med mad i stedet for kontrol, bliver støjen langsomt lavere. Og for mange er det første gang i årevis, at der bliver stille.

 

Vil du forstå, hvorfor det ender i overspisning om aftenen?

Madstøj er ét af fem tegn på, at du spiser for lidt. I mit gratis webinar Derfor overspiser du om aftenen går jeg i dybden med hele overspisningsmønstret, fra kontrollen om dagen til kontroltabet om aftenen.

Se det gratis webinar her

Amanda Louise 💛

 


 

Emnet er også behandlet i episode 15 af podcasten Slut Fred Med Mad: "5 tegn på at du overspiser, fordi du spiser for lidt".

Læs også: 5 tegn på, at du spiser for lidt (uden at vide det)