Hvad er intuitiv spisning, og virker det?
Aug 20, 2026
Hvis du har prøvet den ene kur efter den anden og er endt samme sted hver gang, har du måske mødt ordene "intuitiv spisning" og tænkt: er det ikke bare at give op? Det korte svar er nej. Det lange svar er det her indlæg.
Hvad er intuitiv spisning?
Intuitiv spisning er en evidensbaseret tilgang til mad, hvor du genopbygger tilliden til kroppens egne signaler som sult og mæthed, i stedet for at spise ud fra regler, forbud og bestemte kure. Metoden blev udviklet i 1995 af de amerikanske diætister Evelyn Tribole og Elyse Resch og bygger på de ti principper for intuitiv spisning, der spænder fra at gøre op med kur-tankegangen og slutte fred med maden, til at mærke sult og mæthed, håndtere følelser uden at mad er din eneste strategi, og at respektere din krop. Det er ikke en kur med nye regler. Det er en systematisk vej tilbage til noget, du faktisk er født med.
For det er værd at huske: du har allerede spist intuitivt engang. Små børn spiser, når de er sultne, og stopper, når de er mætte, uden at tælle kalorier. Den evne forsvinder ikke. Den bliver overdøvet af år med madregler, og intuitiv spisning er arbejdet med at skrue op for den igen.
Hvad intuitiv spisning ikke er
Den mest udbredte misforståelse er, at intuitiv spisning betyder "spis hvad som helst, når som helst, og vær ligeglad med alt". Det er forståeligt, for ubetinget tilladelse til at spise er en central del af metoden. Men ubetinget tilladelse er ikke ligegyldighed. Intuitiv spisning rummer også omsorg for kroppen, at kroppen får nok og regelmæssig næring, nydelsesfuld bevægelse, og mad der både smager godt og gør godt. Forskellen er, at det hele sker med kroppens egne signaler som kompas i stedet for udefrakommende regler.
Den anden misforståelse er, at det "bare" er at mærke efter. For det kan være svært at mærke sult og mæthed, når man har levet med madregler i årevis. Det er præcis derfor, metoden findes: kontakten til signalerne skal genopbygges trin for trin, og det er et reelt stykke arbejde. Jeg har skrevet mere om det i indlægget om forskellen på sult og følelsesmæssig spisning.
Virker det? Det kommer an på, hvad du måler
Når kur-industrien spørger "virker det?", mener den vægttab. Når forskningen undersøger intuitiv spisning, måler den på noget andet, nemlig det, metoden faktisk lover at hjælpe med: færre overspisninger, mindre madstress, et bedre forhold til sin krop og bedre mental trivsel. Og når metoden måles på dét, er billedet bemærkelsesværdigt konsistent.
Intuitiv spisning er en af de mest undersøgte tilgange inden for et sundt forhold til mad. Flere end 200 videnskabelige studier har efterhånden set på metoden, og de forbinder den igen og igen med færre overspisningsepisoder, mindre følelsesspisning, mindre madstress og bedre trivsel, både psykisk og i forholdet til kroppen.
Et af de største studier fulgte over tusind mennesker gennem otte år, og sammenhængen var allerstærkest netop ved overspisning: de, der spiste mest intuitivt, havde markant lavere sandsynlighed for overspisningsepisoder otte år senere. Så kæmper du med overspisning, er det her ikke bare en alternativ tilgang til de klassiske slankekure. Det er den, forskningen peger på.
Og så det, diætkulturen sjældent siger højt: intuitiv spisning er ikke en slankekur, og forskningen måler ikke dens succes på vægttab. Målet er ro, tillid og et forhold til mad, der holder. Det er netop derfor, den virker der, hvor kurene fejler: den forsøger ikke at vinde kampen mod kroppen, den afslutter den. Vil du forstå, hvorfor kontrol og restriktion skaber selve det overspisningsmønster, du prøver at komme ud af, så læs indlægget om overspisningscirklen.
Hvor starter man?
Det første skridt er ikke at lave om på alt på én gang. Det er at forstå dit eget mønster og gøre kroppen tryg med regelmæssig og tilstrækkelig mad, før madreglerne løsnes én ad gangen. Det er den rækkefølge, jeg arbejder med, både da jeg selv sluttede fred med mad, som beskrevet i min bog, og i mine kurser og forløb. Fordi den virker.
Vil du i gang med at spise intuitivt, er der tre veje herfra:
Læs bogen: I Slut Fred Med Mad (udgivet på Lindhardt og Ringhof) folder jeg hele processen ud, fra overspisningscirklen til intuitiv spisning, med min egen historie med at gå fra madstress til madro som den røde tråd.
Se det gratis webinar: Derfor overspiser du om aftenen giver dig mekanikken bag aftenoverspisning og det første konkrete skridt ud af overspisningscirklen.
Eller få en ved din side: Ønsker du personlig hjælp til at gå hele vejen anbefaler jeg mit individuelle forløb Madro & Kropsro. I forløbet arbejder vi med at slutte fred med mad gennem intuitiv spisning, med afsæt i netop din hverdag og dine mål og drømme.
Ofte stillede spørgsmål
Hvad er intuitiv spisning, helt kort?
Intuitiv spisning er en evidensbaseret metode med ti principper, hvor du lærer at genopbygge tilliden til kroppens signaler såsom sult og mæthed, i stedet for at følge kure og madregler. Den er udviklet af diætisterne Evelyn Tribole og Elyse Resch i 1995.
Virker intuitiv spisning mod overspisning?
Ja, det tyder forskningen på. Flere end 200 studier forbinder intuitiv spisning med færre overspisninger, mindre madstress, bedre kropstilfredshed og bedre psykisk trivsel, også i langtidsstudier over flere år.
Er intuitiv spisning en slankekur?
Nej. Intuitiv spisning er vægtneutral, og forskningen bag metoden måler ikke metodens succes på vægten. Målet med at spise intuitivt er et trygt, roligt forhold til mad og krop, og det er netop derfor, metoden virker der, hvor slankekure fejler.
Kan jeg lære intuitiv spisning på egen hånd?
Mange kommer langt med bogen og med at arbejde struktureret med principperne i deres eget tempo. Har du kæmpet i mange år, eller sidder mønstrene dybt, kan det gøre en stor forskel at have en certificeret vejleder ved din side undervejs.
Amanda Louise 💛
Kilder:
Tribole, E., & Resch, E. (2020). Intuitive Eating: A Revolutionary Anti-Diet Approach (4th ed.). St. Martin's Essentials.
Linardon, J., Tylka, T. L., & Fuller-Tyszkiewicz, M. (2021). Intuitive eating and its psychological correlates: A meta-analysis. International Journal of Eating Disorders, 54, 1073–1098. https://doi.org/10.1002/eat.23509
Hazzard, V. M., Telke, S. E., Simone, M., Anderson, L. M., Larson, N. I., & Neumark-Sztainer, D. (2021). Intuitive eating longitudinally predicts better psychological health and lower use of disordered eating behaviors: findings from EAT 2010–2018. Eating and Weight Disorders, 26(1), 287–294. https://doi.org/10.1007/s40519-020-00852-4